Ny Serviceportal – hurtigere it-hjælp

Ny Serviceportal – hurtigere it-hjælp

Med den nye Serviceportal får AAU studerende og ansatte hurtigere adgang til ITS’ services samt en bedre brugeroplevelse ved bestilling, fejlmelding og svar på it-relaterede spørgsmål.

Den nye Serviceportal bliver lige nu pilottestet og forventes køreklar med de første temaer til maj. Arbejdet med at lægge services ind i portalen fortsætter frem til slutningen af 2017. Et af de første temaer, som kan findes i Serviceportalen er ”Mail og kalender”. Her kan der fx bestilles en delt mailboks, og ved bestilling guides brugeren igennem en række spørgsmål, der sikrer, at ITS har de nødvendige informationer for at oprette mailboksen.

-Målet er, at vi kan undgå den spildtid, som i dag blandt andet sker, når en bruger sender en mail til support og beder om fx en delt mailboks. Hvis der mangler relevante oplysninger, skal support først kontakte brugeren, før de kan sende opgaven videre til den ITS-medarbejder, der opretter mailboksen. Der kan altså potentielt spares både timer og dage i sagsbehandlingen, og det kommer selvfølgelig brugerne til gode, siger Michel Thomsen, projektleder på arbejdet med det nye servicekatalog og teamleder i Support Service Centeret.

14 temaer dækker over alle ITS services

Der bliver oprettet 14 temaer i Serviceportalen, og hvert tema dækker over et antal services. For eksempel dækker temaet ”Mail og kalender” både over delt mailboks og delt kalender, og under hver af de to services kan man bestille både oprettelse af en ny delt mailboks eller delt kalender, ændre adgange til en eksisterende og slette en eksisterende.

Projektgruppen har inddraget et brugerpanel i arbejdet og lavet flere workshops undervejs. Ønsket har været at udvikle et værktøj, som brugerne kan genkende fra hverdagen (nem og tilgængelig brugerflade), og som har god funktionalitet og lækkert design. Brugeren kan se den forventede leveringstid ved bestilling, hvilke restriktioner der evt. gælder på området og følge status på egen sag. Desuden kan man se driftsinformation for de services, som ITS driver og finde svar på ofte stillede spørgsmål samt guides til selvhjælp.

Serviceportalens kontaktpersoner er:

Ejer: Michael Kristensen mk@its.aau.dk

Manager: Gitte Leander gln@its.aau.dk

Alle artikler fra ITS