Hvor tilfreds er du med AAU’s it-services?

I disse dage forløber den store årlige brugertilfredshedsundersøgelse fra ITS, hvor et stort antal studerende og ansatte i form af administrativt såvel som videnskabeligt personale inddrages for at give deres vurdering af, hvordan it på AAU fungerer.

Undersøgelsen blev skudt i gang d. 25. september, hvor en arbejdsgruppe i Supportafdelingen i ITS trykkede ”send” på nærved 5000 mails til ansatte og studerende med invitation til at deltage.

Målet var at udsende til 5000 brugere fordelt på 2500 studerende, 1500 VIP (videnskabeligt personale) og 1000 TAP (teknisk-administrativt personale). Undersøgelsen er en årligt tilbagevendende begivenhed, som giver muligheden for at måle fremdrift og forbedring af brugeroplevelsen af it-services hos studerende og ansatte på AAU.

Supportchef Michael Collin fortæller forventningsfuldt:

"Mit mål er da helt sikkert, at vi generelt får så høj en svarprocent som muligt, og meget gerne højere end sidste år til trods for, at jeg faktisk syntes, den var flot sidste år. Når nu resultaterne forelægger, så håber jeg, de kan hjælpe til at dokumentere, at brugerne er glade for vores service, og jeg håber da helt sikkert, at vi fastholder eller forbedrer feedbacken på de områder, vi på baggrund af sidste års undersøgelse har arbejdet målrettet med at forbedre efterfølgende. Det drejer sig blandt andet om det trådløse netværk og videokonferenceområdet,” fortæller han.

Frem til d. 9. oktober kan alle inviterede respondenter afgive deres svar i undersøgelsen, og arbejdsgruppen forventer at kunne præsentere en færdig rapport over undersøgelsens resultater i starten af november. Her på hjemmesiden kommer du til at kunne læse en opsummering af brugertilfredshedsundersøgelsens konklusion, såvel som vi også her vil præsentere eventuelle projekter og/eller tiltag i ITS som følge af den konstruktive feedback, som de 5000 ansatte og studerende gør en indsats for at melde tilbage til os i brugertilfredshedsundersøgelsen netop i disse dage.

Har du feedback, vi skal indtænke fremadrettet, men er du ikke inviteret til at være respondent i undersøgelsen, er du som altid velkommen til at skrive til os på support@its.aau.dk

Alle artikler fra ITS