Spring til indhold
Forside

Nyhed

AAU får ny vicedirektør for ITS

Lagt online: 11.03.2025

Jacob-Steen Madsen bliver pr. 1. april 2025 ny vicedirektør for AAU IT Services (ITS) på AAU. Han kommer med bred IT-erfaring og højt kendskab til uddannelsessektoren.

Nyhed

AAU får ny vicedirektør for ITS

Lagt online: 11.03.2025

Jacob-Steen Madsen bliver pr. 1. april 2025 ny vicedirektør for AAU IT Services (ITS) på AAU. Han kommer med bred IT-erfaring og højt kendskab til uddannelsessektoren.

Af Marianne Fuglsang Welling Farsinsen, AAU Kommunikation og Public Affairs

AAU’s nye vicedirektør for ITS, Jacob-Steen Madsen, kommer fra en stilling som chef for DKCERT i DeiC, har været CIO ved Syddansk Universitet (SDU) i flere år og har tidligere arbejdet i Socialstyrelsen og flere andre steder, blandt dem UCN i Aalborg.

Jacob-Steen Madsen fortæller selv, at stillingen som leder af den fælles IT-afdeling på AAU var et job, han slet ikke kunne lade være med at søge. Både fordi der er en interessant udfordring i, at det er en samlet IT-afdeling, og også fordi AAU har en spændende tilgang til, hvordan et universitet skal agere.

Jeg glæder mig til at blive en del af AAU og har lyst til at gøre en forskel, netop fordi AAU har en spændende profil.

Jacob-Steen Madsen, ny vicedirektør for ITS.

Han glæder sig samtidig til at gense en stor del af sit netværk, da han kender mange på universitetet i forvejen.

Universitetsdirektør Søren Lind Christiansen har lagt vægt på at finde en erfaren profil med kendskab til IT i universitetsregi.

”Jeg er meget glad for at kunne præsentere Jacob-Steen Madsen som ny vicedirektør for ITS. Jacob-Steen Madsen kommer med omfattende erfaring som chef for IT-afdelinger ved en række videregående uddannelsesinstitutioner og fra DEIC og har dermed et stort sektorkendskab. Jeg er sikker på, at Jacob-Steen er den rigtige til at sikre rigtig god ledelse og udvikling af ITS i godt samarbejde med medarbejderne og til at styrke dialogen og samarbejdet mellem ITS, fakulteter, institutter, Fælles Service-enheder, AAU Innovation m.fl.”, fortæller universitetsdirektør, Søren Lind Christiansen.

Jacob-Steen Madsen er 55 år, bor i Bogense på Fyn, er gift og har to voksne sønner. Han finder en lejlighed i Aalborg og er fra tidligere stillinger vant til at arbejde langt fra hjemmet, således også gennem flere år i Aalborg. Faktisk så længe, at han stadig er fan af ishockeyholdet Aalborg Pirates.